Udgivet i Skriv en kommentar

Job og stress

At blive ramt af stress.

Sidste år på denne tid stod jeg ude i vores kolonihave. Solen skinnede og for mange var ferien netop begyndt. Jeg kiggede på mine roser imens tårende trillede ned ad kinderne. Jeg brød helt sammen. Jeg burde jo være glad, stolt og taknemlig, for jeg stod med en ny kontrakt i hånden som havde bragt mig på et væsentlig højere bonus system. Jeg havde kæmpet for det, men følelsen i min krop var bestemt ikke lykke.

Foran mig lå en af de travleste måneder, og som jeg stod der i haven, var jeg møg misundelig på dem der skulle på ferie. Jeg tog hjem og gav min mand den største overhaling han nogensinde havde fået. Råbte og skreg, og gik så ovenpå og lagde mig udmattet på sengen. Og brød igen fuldstændig sammen. Han kom op og spurgte mig stille hvad der foregik. Han lagde sig og holdt om mig imens jeg hulkede. What a man! Næste dag på job havde jeg det så skidt over det og brød igen sammen på en kollegas kontor. Fik sendt ham en lang sms og undskyldt min opførelse og at det gik ud over ham. Han skrev blot tilbage at det skulle jeg ikke tænke på, jeg skulle bare passe på mig selv.
Ja, hvad var der egentlig sket. Det at have kæmpet for noget som egentlig skulle være sket af sig selv. At min manager ikke havde udfyldt min job beskrivelse og at det først skete efter vores øverste direktør tog fat. At HR ikke havde rygrad til at få ham til at gøre det. At min manager ikke anerkendte eller tog hans ansvar i dette. Det blev starten på enden fra min side. Jeg fik hjælp fra en stress coach til håndtering af min job development samtale. Kom top velforberedt og på toppen af mit papir stod der – kommunikation! kunne vi få vores ikke eksisterende kommunikation på banen? kunne han tage sin del af ansvaret? kunne jeg tage min? Jeg valgte at kæmpe videre for en tid. Jeg var jo glad for mit team, dejlige kollegaer og kørte afdelingen uden han var involveret. Jeg troede han trods alt var glad for at jeg selv tog beslutninger og løste udfordringer på egen vis.

Til den næste MUS lignende samtale i februar gik det ikke. Jeg er og bliver en følelsesladet person og var derfor lige ved at sige op på stedet. Men sagde blot “er vi færdige nu”? og følte mig helt rolig. Men dagen efter kom vreden og frustrationen. Heldigvis skulle vi to uger til Mexico. Det er den første ferie hvor jeg var meget påvirket af hele min arbejdssituation. Den sad i kroppen og jeg havde bronkitis den første uge. Kunne ikke slappe af og mærkede både vrede og ked af det hed. Da vi kom hjem, vidste jeg at der skulle ske noget. For første gang i mit liv tænkte jeg (en smule) strategisk. Jeg skulle væk herfra, men når jeg selv var klar. Den store bonus jeg havde kæmpede mig til ville blive udbetalt i slut april.

Så hvis jeg sagde op i april, skulle jeg stadig have bonus for i år. Jeg talte med min mand om det, og han var også godt træt af at ligge øre til daglig brok og frustration over dårlig chef und so weiter. Så jeg valgte at sige op!!

Her en måned efter er det ude af mit system og jeg er glad for min beslutning.

Jeg skriver dette i dag til alle de mange mennesker der daglig kæmper med stress på arbejde. Kæmper! Et job er simpelthen ikke værd at gå ned på. Heldigvis er der mange gode chefer derude, men der er desværre også mange chefer, der ikke er klædt på til konflikter, HR afdelinger der ikke kan tage nødvendig action. Jeg vil nyde sommeren og mærke efter hvad mit næste eventyr skal være. Rigtig god sommer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *